Anmeldelser

Arbejdet med haven er ikke noget, der skal overstås, det er terapi og livsbekræftelse.
Elsebeth Fliis Bille, RosenNyt, 09-06-2006


ls flere..

Anmeldelser

Her p siden kan lses uddrag fra anmeldelser af bogen 'En have er en gave' af Lisbeth Krapper. Anmeldelser vil blive tilfjet lbende:

Terapi og livsbekræftelse
Bogen er en haveberetning fra den ene amatørgartner til den anden. Amatør forstået i den bedste, kærligste betydning. En amatørfagbog, som bliver til lystlæsning. Læseren tages under armen og føres på en tur gennem havens udvikling mellem smil og tårer, hvor erfaringer og fif rundhåndet uddeles bl.a. i små "rammede" bemærkninger: vidste du at ... Dem napper læseren hist og pist lige til at bruge. Alt krydret med en smuk billedside som ekstra appetitvækker. Gerne gider vi høre denne haveberetning, opfyldt af lyst til selv at gå i gang.
Elsebeth Fliis Bille, RosenNyt, 09-06-2006

Fra drøm til virkelighed
På balkonen stikker rosen Raubritter sine små kuglerunde hoveder op fire meter over voksestedet. "Jeg er ikke plantesamler", siger Lisbeth Krapper, " og mange af mine roser planter jeg i grupper på tre, så de kan vokse sammen til en lille busk. Det er med til at skabe ro. Desuden er de fleste gule blomster blevet byttet ud. Den højtråbende signalfarve passer ikke til min have." Lisbeth Krapper understreger, at hun ikke er haveekspert, men ekspert i egen have, som hun har bearbejdet, som man arbejder med lapperne i et patchworktæppe, hvor farverne og mønstrene skal danne en tilsvarende helhed. Og hvor en ensfarvet kant samler det hele og giver ro.
Birthe Lauritsen, Børsen, 12-04-2006

En have er en gave
Denne bog er forfatterindens fortælling om, hvordan hun i forbindelse med køb af nyt hus skabte en have helt fra bunden. Hun beskriver de drømme, overvejelser, glæder og erfaringer og krydrer beretningen med små historier fra den store haveverden, underfundige betragtninger og konkrete tips, som alle kan have glæde af at kende. Foruden stauder og løgplanter i massevis rummer hendes have i dag over hundrede roser, hvoraf mange er præmierede.
Alt om Haven, nr. 4, 01-04-2006

En have er en gave
Bogen er en meget subjektiv fortælling om havedrømme og haveglæder. Teksten er skrevet som en fremadskridende historie, hvor man følger udviklingen i forfatterens have. Hendes egne erfaringer er blandet med fortællinger om barndommens have, de gamle romeres brug af rosenblade og gode råd fra en svunden tid, om f.eks. at komme hovedpudedun i plantehullerne. Den meget personlige og subjektive fortælling og bogens opbygning med mange og store fotografier og små bokse med gode råd, er et meget bevidst valg.
"I det lange forår, hvor man har mange forventninger, er det godt at have gode havebøger. Det var også derfor, at jeg ønskede at lave en nyde-bog, fordi det i virkeligheden er den tid, der er vigtigst. Den tid, hvor man drømmer og planlægger."
Mia Fuglsang Holm, HAVEN, 05-01-2006

"En have er en gave" - og det er bogen også
"En have er en gave" - og det er bogen også. Den bør ligge under træet hos alle haveejere.

"En have er en gave" er et must for haveelskere. Poetisk og morsomt skrevet af en virkelig haveentusiast, der kan få en til at nikke eller sukke genkendende til de glæder og sorger, der følger med at være haveejer. Lisbeth beskriver haven fra den bliver totalt ryddet frem til i dag, om dens muligheder og begrænsninger og om hendes drømme og ideer, der fødes undervejs i processen.
Ugebladet SØNDAG, 19-12-2005

En have er en gave
Men hører man til den kategori, som bare ikke kan få nok af haven, kan man jo i de mørke vintermåneder købe sig ud af sin længsel.
Forfatteren, Lisbeth Krapper, har så evig ret:"At anlægge og passe en have er et evighedsprojekt". Bogen, "En have er en gave", er hendes fortælling om, hvordan hun skabte en ny have helt fra grunden, da den gamle have, der fulgte med hendes nyerhvervede hus, viste sig ikke at være bevaringsværdigt. Hun beskriver sine mange drømme, overvejelser, glæder og erfaringer i i forbindelse med anlæggelse af haven. Fra da gravemaskinen rydder den stærkt skrånende grund, der ender i en lille sø - til haven flere år senere står smuk og velanlagt i et stort blomsterflor.
Liselotte Klitgaard, Jyllands Posten, 11-12-2005

En filosoferende havebog
Ligesom der er jægere og lystfiskere, der elsker at høre og læse om andres oplevelser med råbukke og havørreder, så er der også haveejere, der gerne vil høre om andres haveerfaringer. Er man blandt dem, der finder stor interesse i andres genvordigheder med ømme rygge, lusebefængte roser og hærgende ukrudt, så er Lisbeth Krappers bog "En have er en gave" lige sagen.
Den fint illustrerede bog er forfatterens fortælling om, hvordan hun skaber en ny have helt fra bunden. Hun beskriver sine mange drømme, overvejelser, glæder og erfaringer i forbindelse med anlæggelsen af haven. Undertiden får man små tips, som man måske kan bruge i sin egen have. For eksempel at roser skal plantes, så de får mindst seks timers sollys om dagen. I de mørke vintermåneder vil bogen være fin at læse, når der alligevel ikke er så meget at lave derude.
Søren Olsen, Frederiksborg Amtsavis, 08-12-2005

Sorte negle er en hædersbevisning
Enhver alvorligt ment have er et portræt af sin ejer. Det mener Lisbeth Krapper, der for nylig har udgivet bogen, ”En have er en gave”. Bogen tager udgangspunkt i hendes egen have, som er et sted med mange facetter, en vis grad af orden og mange kreative indslag. Meget som forfatteren selv.
Når jeg nyder at være i haven, er det da også, fordi jeg nyder at skabe den. Jeg sidder faktisk aldrig ned.
Min bog er en personlig beretning om, hvordan jeg skabte min have. Jeg ser den gerne som en natbordsbog, som kan give havemennesker ideer og inspiration her i den mørke tid, fortæller hun.
Birkerød Avis, 29-11-2005

Poetiske og praktiske havetanker
Gamle husråd, historiske havefakta, daglige havesysler, roser, den mulige nytteværdi af skvalderkål, bogliste og praktiske webadresser, samt forskellen på misrøgt og romantisk forfald. Emnerne er mangfoldige og resultatet kunne være blevet et miskmask, men stram synopse og enkel layout omkranser det livlige og livsbekræftende indhold, og gør resultatet absolut appetitligt - og nærende.
Frederiksborg Amtsavis, 26-11-2005

Julegave til haveelskeren
Bogen vil være en dejlig julegave til haveelskeren, mand eller kvinde, ung eller gammel, uanset om man bor i lejlighed, kolonihave eller villa. Det er en anderledes og personlig havebog, der beretter om revolutionen i Lisbeth Krappers have, hvor et vissent krat blev forvandlet til en blomstrende oase med over hundrede roser, stauder og krydderurter.

Det er en nydebog, som giver god orientering og samtidig er dejlig underholdning. Bogen er fyldt med anekdoter og klummer og er velegnet til natbordet. Den kan læses i små bidder i den mørke tid og skabe glæde og forventning til forårets haveaktiviteter.
Præstegårdens Havekreds, 23-11-2005

En have er en gave
På en skrænt med udsigt til en lille sø har Lisbeth Krapper skabt en have fyldt med roser og mange andre kønne vækster. ”En have er en gave” er en beretning om hvordan haven er blevet til, hvor inspirationen er kommet fra og hvorfor haven er fyldt med over 100 smukke roser. Bogen er også fyldt med gode råd om, hvordan du får roser til at trives. Og der er mange inspirerende billeder som viser kønne kombinationer af roser og stauder. Havemennesker kendes bl.a. ved altid sorte negle og havebøger på natbordet. ”En have er en gave” er særlig velegnet på natbordet. Passende i størrelse og med afsnit i en længde, som du kan nå at læse inden du falder i søvn efter en god dags havearbejde.
Plantarum, 21-11-2005

En have er en gave
Lisbeth Krapper, forfatter til den netop udkomne bog: En have er en gave, skriver i indledningen: Jeg er ikke haveekspert, kun ekspert på min egen have. Bogen er netop en personlig beretning om, hvordan Lisbeth Krapper har opbygget sin romantiske have med de planter, som hun holder mest af: først og fremmest roser, men også planter som juleroser, fingerbøl. clematis, akelejer og katteurt samt vedbend og buksbom til den grunde grund. Det er en bog til inspiration, ikke en vidensbog i rosendyrkning, men der er mange små dyrkningstips.
Karna Maj, Havenyt, 13-11-2005

>
Copyright 2005-2006  -  Lisbeth Krapper| forside | links